<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<rss version="2.0">
<channel><generator>iloblog 1.0</generator><title>RC Antro Blog Feed</title><link>http://antroblog.runechristoffer.dk/</link><description>Her kan du l&amp;#xE6;se om de forskellige oplevelser og overvejelser, jeg kommer ud for i forbindelse med mit antropologi-studie. L&amp;#xE6;s f.eks. mere om mit feltarbejde i Indien, 20. marts - 19. april 2007. Du kan se billeder fra feltarbejdet samt forskellige afleverede opgaver p&amp;#xE5; &lt;br /&gt;
&lt;a href=&quot;http://www.runechristoffer.dk/Rejser/Indien/IndienFeltarbejde2007.html&quot; target=&quot;_blank&quot;&gt;http://www.runechristoffer.dk/Rejser/Indien/IndienFeltarbejde2007.html&lt;/a&gt; &lt;br/&gt;Hvis du f&amp;#xF8;ler dig inspireret, kan du skrive kommentarer til et indl&amp;#xE6;g ved at klikke p&amp;#xE5; &quot;Comments&quot; :-)</description><item><title>Når tiden går for hurtigt</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=12</link><description><![CDATA[  Ja, så er feltarbejdet næsten ovre - netop som det for alvor var kommet i gang. Sådan er det vel altid; i forholdet til, hvor kort tid vi faktisk har været her, må man sige, at det opnåede materiale er ganske omfattende: 180 udfyldte spørgeskemaer; 18 uformelle interviews på restaurant; besøg hos 8 familier med meget forskellige baggrunde og spisevaner; og i disse familier i alt 23 strukturerede interviews med familiernes nøglemedlemmer. Ikke dårligt, bestemt ikke.  
 Ærgerligt og synd, at Margrethe har været sløj i den sidste periode, og også irriterende med den ulidelige varme, der har ligget imellem 39 og 44 grader imellem klokken 12 og 18 hver eneste dag, siden vi ankom her. Desuden ærgerligt med den intense eksamensperiode, de studerende er inde i; den har uden tvivl spillet en stor rolle for vores muligheder for at tilbringe mere tid sammen med familierne. Men klage kan man vel næppe, når man optæller, hvor mange data, vi faktisk har fået indsamlet - jeg er i hvert fald ganske godt tilfreds. Manglen på kvindelige informanter er beklagelig, men den er i sig selv interessant, for vi har vitterlig ringet rigtig mange piger op - men altså stort set uden held. 
 I familiernes hjem har vi dog mødt mange andre piger og kvinder, så det bliver spændende, om vi kan finde nogen sammenhænge imellem kvindernes rolle i hjemmet og deres tilgængelighed... samt måske deres spisevaner...? Jo jo, der er masser at tage fat på! 
 I lørdags besøgte vi Kunal, som kommer fra en familie, hvor alle de mandlige medlemmer traditionelt har udført tjeneste i militæret - de tilhører da også den "kaste", der traditionelt bestod (og måske stadig består?) af krigere. De spiste selvfølgelig en del kød... denne sammenhæng gjorde de endda selv opmærksom på... Moderen var dog vegetar og havde altid været det, og hun tilberedte aldrig kød; det måtte de mandlige familiemedlemmer selv bringe med hjem udefra som takeaway, hvis de ville spise det indenfor hjemmets vægge. Eftersom hun, som alle de andre mødre, vi har mødt, var en dygtig kok, som altid tilbereder lækker mad (vi har selv smagt den! uhm!), klarer mændene sig dog for det meste på en vegetarisk kost. Noget lignende så vi hos Bandit; han foretrak så absolut sin moders vegetariske mad, selvom han også var rigtig glad for kød. 
 Der er virkelig mange potentielt interessante emner relateret til vores feltarbejde - i fredags lagde vi vejen forbi McDonalds, hvor manageren gav os nogle ganske interessante oplysninger om hans restaurant: På nuværende tidspunkt var 78 % af burger-salget veg, kun 22 % non-veg. Da restauranten åbnede for 5 år siden, var hele 90 % veg; kun 10 % non-veg. Salget er fortsat stigende, men mere for veg end non-veg, og manageren betroede os, at han håber, at det fortsætter sådan, for hvis først McDonalds bliver kendt i byen som en "non-veg restaurant", risikerer den at miste talrige vegetariske kunder... således lancerede restauranten for en uge siden en ny "McVeg Surprise" i forhåbning om at såvel tiltrække nye kunder som fastholde sit rygte som en vegetarisk restaurant. - Utroligt nok har flere af vores informanter påstået, at denne restaurant er "pure veg"... så der er vist noget om snakken.  
 Manageren viste os rundt i køkkenet og lagerrummene, og overalt var der en klar opdeling i "non-veg" zoner med røde skilte og "veg" zoner med grønne skilte... ak ja, kunne man blot få sådanne tilstande på McD andre steder i verden! Han fremviste sågar en "tour"-gæstemappe; det var åbenbart ganske normalt at fremvise køkkenet og lagerlokalerne for skeptiske, vegetariske kunder... Vildt! 
 Søndag eftermiddag besøgte vi for anden gang Amit for at få de interviews i hus, som vi ikke nåede den foregående søndag. Vi slap dog ikke for endnu et aftensmåltid; de havde tilberedt det specielt for os, så et planlagt besøg på 2 timer trak ud til 4 timer. 
 Mandag kom vi så omsider hjem til Dinesh, der i sidste øjeblik havde fundet tid til os... vi spiste frokost i hans families ganske nydelige hjem.  
 Nu er det så mandag aften, og i morgen er vores sidste dag i Ahmedabad; onsdag morgen flyver vi med SpiceJet til Delhi, hvorfra vi samme aften sætter kursen hjem mod Danmark via Paris. 

 ]]></description><pubDate>Mon, 16 Apr 2007 20:52:42 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Endelig...! 6 familiebesøg...</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=11</link><description><![CDATA[  Ja, altså denne her overskrift er ikke særlig sigende om den nuværende situation; den skulle have været skrevet allerede sidste søndag efter det veloverståede besøg hos Pankaj. Men siden da har vi simpelthen haft så travlt med familiebesøg, interviews, feltnoter og interviewnoter, at tiden er fløjet. Efter besøget hos Pankaj lørdag besøgte vi Amit søndag, Jayesh mandag, Jigar tirsdag, Bandit onsdag og Kumar torsdag... næsten lidt for overvældende, fordi vi ikke har haft særlig meget tid til at reflektere over hvert enkelt besøg, men det er selvfølgelig en stor tilfredsstillelse, at vi nu får masser af data til vores undersøgelse. Vi har nu besøgt de 6 familier, som det oprindeligt var vores plan at komme hjem til; at det så for de flestes vedkommende sandsynligvis kun bliver til det ene besøg er en præmis, som vi ikke kan løbe fra, for de studerende er væk fra hjemmet stort set hele dagen og har indtil for nylig været travlt optagede af eksamener. Sådan er livet for en studerende i en storby i Indien anno 2007. Alene i hjemmet går så moderen, men mødrenes engelsk kundskaber har været så ikke-eksisterende, at det ville være begrænset, hvad vi kunne have fået ud af at tilbringe formiddage og eftermiddage hos familierne. Generelt har de fleste familier bedst tid i weekenderne, og så mange weekender er der jo ikke på en måned - da slet ikke, når man i forvejen er halvvejs i projektet.  
 Kort sagt må det siges, at vi har fået det optimale ud af situationen i forhold til de begrænsninger, som der nu engang er, og begrænsningerne fortæller i sig selv rigtig meget. At piger er svære at komme til at møde og beskyttes af deres familier fortæller noget; at studerende i en storby i Indien oftest kun har tid om aftenen fortæller også noget. Og så videre; det er så ganske rigtigt, som mange antropologer har påpeget i de tekster, vi læste i februar, at adgangen til det, man undersøger, kan fortælle utrolig meget om det, man ønsker at undersøge. Selv hvis det ikke lykkes at få adgang... 
 Det sidste må dog bestemt siges at være lykkedes for os. Noget af det bedste må siges at være den spredning, der har været imellem de informanter, vi har besøgt. Fra Bandit, der læser til indretningsarkitekt og bor i en relativt moderne lejlighed med udsigt over byen i et fint kvarter - til Amit, der bor sammen med 5 andre familiemedlemmer i ét rum på cirka 15 kvadratmeter i et slumkvarter i en meget fattig del af byen... De sidste fire informanters familier må nok betegnes som gennemsnitlige middelklassefamilier, men alligevel med en pæn forskel imellem Jayeshs familie, der udlejer den nederste etage og selv bebor en relativt stor øvre etage med tre rum og et stort udendørs overdækket areal, og Kumar, hvor fire mennesker sover i ét rum men trods alt også har et køkken og et vaskerum.  
 Meget tilfredsstillende at vores indledende spørgeskema, igennem hvilket vi har fået adgang til informanterne, på denne måde har hjulpet os til at få adgang til så forskellige informanter. Hvis vi havde valgt at skabe kontakt igennem Ajit (som er en ven til Pankhi, som er Helles veninde i Danmark) eller lignende "snowball-sampling"-metoder, så havde vi ikke fået informanter med så forskellige baggrunde.  
 I et enkelt tilfælde, Jigar, var der tale om en informant, som vi blev inviteret hjem til, fordi han selv havde været til stede, da vi besøgte Pankaj, men han havde faktisk udfyldt et af vores oprindelige spørgeskemaer og var bare ikke blevet udvalgt af os. Hvad angår Bandit, så havde han heller ikke udfyldt et af vores spørgeskemaer, men vi mødte ham igennem Dhaval, som vi ikke blev inviteret hjem til, og de kommer fra samme øvre sociale lag. 
 I forhold til vores oprindelige fokus - familier med blandede madvaner, hvor helst 3 generationer lever sammen - har vi måttet erkende, at denne gruppe næsten ikke findes: I stort set alle de familier, hvor 3 generationer lever sammen, er alle familiemedlemmerne vegetarer. Men dette er jo i sig selv interessant, og at vi har været nødt til at tilpasse vores fokus er således blot en nødvendighed i forhold til den virkelighed, vi har mødt. Indtil nu har vi således kun besøgt 3 familier, hvor 3 generationer lever sammen.  
 Selv med dette ændrede fokus har det dog vist sig vanskeligt overhovedet at komme hjem til familier med blandede madvaner. Kun Bandit og Pankaj lever op til dette - blandt de øvrige fire familier har den ene været 100 % vegetarisk, hvorimod de tre øvrige har vist sig at være 100 % ikke-vegetariske; en lidt ubehagelig overraskelse, fordi der så har været tale om nogle spørgeskemaer, der ikke har været korrekt udfyldt.  
 Fordelen ved at besøge disse tre familier har dog været at finde ud af, at selv hos disse familier er kød i høj grad undtagelsen og ikke reglen. For disse familier er kød, fjerkræ og fisk noget, der kun indtages et par gange om måneden... Endnu mere interessant, så har alle de familiemedlemmer, vi har interviewet hos disse familier, givet udtryk for, at de ikke har lyst til at spise mere kød. Enten fordi de foretrækker vegetarisk mad - eller fordi kød kun smager godt, når det spises sjældent... 
 Vi kom aldrig rigtig til at deltage i selve madlavningen; til dels fordi vi nåede for sent frem til familiernes hjem pga vores informanters forsinkelser; til dels fordi det virkede meget unaturligt. Med en enkelt undtagelse var det kun kvinderne, der lavede mad, og selve Helle og Margrethe jo også er kvinder, så var det husets egne kvinder, der var eksperterne, og de tilberedte maden, imens vi observerede mere end vi deltog. 
 Når maden skulle spises, så var det til gengæld os, der blev observeret af alle de andre; nysgerrige øjne fulgte enhver bevægelse, og de fleste steder blev vi talrige gange spurgt om kvaliteten af maden og om vi ville have mere. Maden var lækker, så for mig var det i de fleste tilfælde et spørgsmål om med glæde at sige ja tak til mere mad – visse steder var den dog så stærk, at Helle og Margrethe spiste mindre og langsommere og måtte udholde konstante bekymrede (men også ret pressende og irriterende) spørgsmål fra forskellige familiemedlemmer. Når man nu, som jeg, altid har været vant til selv at være problembarnet, der skiller sig ud under et måltid, stort set kloden rundt, så er det ærlig talt meget underholdende for en gangs skyld at kunne spise (næsten) alt uden at blinke. Vi har udelukkende fået serveret vegetarisk mad, hvilket også er fuldstændig repræsentativt for hvad familierne spiser på næsten alle dage året rundt. Langt de fleste af disse vegetariske retter har været særdeles lækre – de eneste undtagelser var en tykmælks-agtig mango-klister-stads-ret (hos Pankaj) og en meget bitter grøntsag (hos Jayesh), som flere informanter og familiemedlemmer i forskellige familier har givet udtryk for, at de ikke kan fordrage. 
 Vi sad på gulvet, på stofstykker der blev anbragt der til lejligheden – i fire af familierne var det det naturlige førstevalg; i en enkelt familie dækkede de op med stole og bord men fjernede dem, da vi udtrykte ønske om at de skulle spise på den måde, de plejede. Hos Bandit sad vi i stole, ligesom han og moderen altid gjorde det; når man bevæger sig en klasse højere op, forsvinder traditionerne tydeligvis mere og mere. 
 Vi spiste med fingrene, dog med en ske som hjælpe-redskab til at indtage visse retter. Vi har alt i alt fået meget af det bedste, det indiske køkken kan byde på: Fra rotis (pandekager) med forskellige grøntsagsstuvninger med f.eks. kartofler, aubergine og spinat, over puris (luftige dybstegte ”pandekager”) med kikærte-gryde og doughla (en form for svampede ris- og linse-brød), til de sydindiske klassikere dosa (sprøde pandekager), idli (dampede riskager), sambar (grøntsagsstuvning) og kokosnøddechutney (uhm!). 
 Hele molevitten indtaget uden efterfølgende maveproblemer (bortset fra lidt rumlen og småsmerter)... næsten lidt for fantastisk til at man tør tro på det. Men selvom det meste blev tilberedt på gulvet og med de bare hænder, så forekom den samlede proces temmelig hygiejnisk. 
 Som nævnt ovenfor var der snarere tale om, at vi blev observeret, end at vi observerede, imens vi spiste, så antropologien har vist brug for et nyt begreb, der tager højde for de situationer, hvor kun antropologen deltager, og hvor alle andre observerer...!? Når vi spiste hos familierne (bortset fra Bandit) var der i hvert fald nærmere tale om en ret speciel form for deltagelse, når vi nu, som de ”guder” vi var (”in India, guests are Gods”), skulle spise før resten af familien. I nogle af familierne undskyldte de sig med, at de normalt spiste senere, eller at de fastede, men i hvor mange af tilfældene, dette var sandheden, er et godt spørgsmål.  
 I de fleste tilfælde fik vi dog alligevel selskab, før eller siden, af et eller flere af husets mandlige (!) medlemmer. Hos Pankaj fik den ældgamle, døende morfar serveret mad før os; hos Amit begyndte faderen at spise fem minutter senere, sammen med os, og hos Jayesh spiste faderen samtidig med os fra starten, lidt senere fulgte Jayesh trop. Hos Jigar spiste broderen Urvish sammen med os, og hos Kumar spiste Kumar selv en enkelt dosa sammen med os, selvom han havde fortalt, at han fastede denne aften. Hos Bandit spiste alle på samme tid; bortset fra moderen, der ventede en time. 
 Der er selvfølgelig masser af oplevelser fra besøgene samt oplysninger fra de indtil nu 13 interviews, som jeg kunne skrive om her på bloggen i timevis, men eftersom pligterne kalder – renskrivning af interviews samt informationssøgning på fastfood-restauranter – bliver dette alt for denne gang. Jeg håber på snart at kunne uploade fotos fra de sidste 5 familier (Pankajs familie blev allerede uploadet sidste søndag). 
 I morgen lørdag skal vi besøge Kunal (sandsynligvis fra en højere klasse?), og søndag skal vi så tilbage til Amit for at lave interviews. Især det sidste glæder jeg mig meget til; Amit boede som sagt i et meget fattigt kvarter. At vi forlod kvarteret allerede ved otte-tiden pga deres bekymring for vores sikkerhed, og at vi blev forfulgt af en meget stor mængde børn og unge, der kom med tilråb og greb fat i os, ændrer ikke ved min lyst til at vende tilbage dertil, for det var i sandhed en utrolig oplevelse at komme i en sådan ghetto, hvor der aldrig før havde været udlændinge. Husene var malet i kønne farver; gaderne var små og snævre; der gik køer og geder; der var træer; der var liv i gadebilledet på en meget landsbyagtig måde – ikke desto mindre ligger dette kvarter lige midt i Ahmedabad, blot nogle kilometer nord for vores hotel. Men altså en helt anderledes stemning og en helt anden verden – men selvfølgelig knap så romantisk for beboerne selv som for os... Amits hjem lå ud til et fælles gårdareal, omkranset af cirka 20 hjem, bestående af hver ét rum... en af naboerne (hans onkel) boede på et værelse på cirka 7-8 kvadratmeter... 5 mennesker! Alligevel var de glade og imødekomne og inviterede os på besøg i dette deres hjem... privatliv er der sørme ikke meget af sådan et sted! De indrømmede da også, at de havde problemer med at finde plads til at sove på... formuleret på en meget underdrivende måde... hvordan det overhovedet fysisk lader sig gøre, er mig stadig en gåde???  
 Nå, solstrålehistorien midt i det her, hvor mennesker lever under helt urimelige vilkår, er så Amit... der kalder sin familie for ”middelklasse” og jo altså selv går på universitetet på en handelsuddannelse... en klassebryder, tilsyneladende; hvilket er rart at tænke på midt i al fattigdommen. At vores besøg blev modtaget så positivt, gæstfrit og optimistisk kunne tyde på, at det blev opfattet meget symbolsk. De var i hvert fald meget beærede og opløftede (”excited”) over vores besøg. 
 Det var gensidigt – jeg var meget beæret over den kongelige behandling, vi fik under besøget i deres diminutive hjem. 

 ]]></description><pubDate>Fri, 13 Apr 2007 11:08:43 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Alder spiller måske også en rolle</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=10</link><description><![CDATA[  En - meget interessant - tilføjelse til de tal fra vores spørgeskemaundersøgelse, som jeg skrev her på bloggen for 4 dage siden: Der er en væsentlig forskel på de adspurgte under 20 år og de adspurgte over 20 år... blandt fyre over 20 år er andelen af ikke-vegetarer faktisk helt oppe på 31 %...! 
 Eftersom det er et begrænset antal adspurgte, disse tal dækker over, skal tallene tages med et gran salt - men det er bestemt ikke usandsynligt, at tendensen faktisk er repræsentativ. Kort sagt: Når de unge bliver lidt ældre, er der flere, der spiser kød. Dette gælder både fyre og piger, men for fyrene er tallet mest interessant, fordi der pludselig bliver tale om en ganske stor procentdel kødspisere. 

 ]]></description><pubDate>Sat, 07 Apr 2007 14:30:17 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>En afventende øv-uge</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=9</link><description><![CDATA[  Så er en rigtig øv-uge så småt ved at være overstået. Der er ikke sket særlig meget, siden jeg skrev det sidste indlæg her på bloggen i tirsdags - det har ikke været muligt at finde informanter med tid til familiebesøg i denne uge. Onsdag mødtes vi så med nogle nye informanter, men heller ikke disse besøg resulterede i invitationer - i hvert fald ikke i denne uge. 
 Bandit, der havde lovet at ringe tilbage tirsdag for at lave en ny aftale efter aflysningen i mandags, ringede aldrig tilbage, så torsdag ringede vi så ham - eftersom han selv havde tilbudt familiebesøget og været meget positiv den gang, vi spiste med ham på restaurant ZK, har vi tilladt os at ringe ham op igen og igen, når han ikke selv har evnet at ringe op til os. Det lader til, at det er meget normalt hernede - i hvert fald overfor os. Formentlig ikke fordi vores informanter ikke er interesserede i os, men fordi tid er et flyvende begreb, og de glemmer åbenbart, at vi ikke er her i særlig mange uger og derfor har mindre flyvende tid end de selv. 
 I går aftes, fredag, havde vi således en ny aftale med ham, men to timer før vi skulle mødes, ringede han os op (i sig selv ret fantastisk!) for at fortælle, at de fik nogle slægtninge på besøg, og derfor måtte besøget hos ham endnu en gang udskydes. 
 Pankaj havde skrevet blot en time forinden og spurgt, om vi kunne komme samme aften, men det havde vi pænt takket nej, fordi vi troede, at vi skulle hjem til Bandit... 
 Osv...osv...osv... sådan er det åbenbart at forsøge at lave aftaler med unge studerende i en millionby i Indien. Vi havde på forhånd tænkt, at Indien - som så mange andre steder i verden - stadig er et land, hvor folk har masser af tid til overs til spontane aktiviteter, men noget tyder på, at de unges kalendere alligevel er ret tætpakkede. Hvis ikke det er mødrene, der ønsker et præsentabelt hjem... Ja, sådan er der så mange mulige forklaringer...  
 Men nu tyder noget så på, at ventetiden omsider er ovre - vi har en meget fast, bekræftet og genbekræftet aftale med Pankaj (ham vi oprindelig pga sms-misforståelser troede var psykisk syg...). For blot 10 minutter siden sendte han endnu en sms med aftale om hvor vi skal mødes - om halvanden time - så vi skal vist være meget uheldige, for at også dén aftale bliver udskudt. 
 Hvis alt går vel, overholder Amit aftalen i morgen aften, og så er der så Bandit mandag aften. Herefter er den meget venlige og imødekommende Dinesh færdig med sine eksamener fra tirsdag og frem, og således er der grundlag for en vis optimisme. Nu bliver det så bare et spørgsmål om at få det optimale ud af de sidste 11 dage. 
 Det bliver spændende at se, hvilken mad, der serveres hos Pankaj, og hvor fine omgivelser, hans familie bor i - på en måde virker han middelklasse-agtig, måske en endda fra den nedre middelklasse... men når selv de fattigste kan gå i pænt og nyvasket tøj, kan man vist aldrig føle sig helt sikker på noget... måske er hans familie stenrig, hvem ved? 
 Temperaturen ligger på 42-43 grader midt på dagen, de sidste par dage har været ret ulidelige. En meget behagelig og anderledes oplevelse var det at stå op klokken seks i morges, hvor luften faktisk var en smule frisk - årsagen til den tidlige opvågnen var en invitation fra Keyur (en fyr, der ikke er informant, men har hjulpet os med en del lokale informationer - og desuden ringer til os 1-2 gange om dagen for at høre, hvordan vi har det, og om vi har tid til at gå ud med ham... efterhånden lidt irriterende). Keyur havde foreslået, at vi skulle tage med i Parimal Garden og dyrke morgen-yoga, omgivet af nogle hundrede lokale indere, der benyttede sig af de kølige morgentimer ("kun" ca. 25 grader) til at få sjælen med fra starten af dagen. Det var en ret interessant oplevelse, men yoga-mæssigt lagde min benlængde nogle begrænsninger på de mulige stillinger; der skal vist flere års træning til, før jeg evner en lotusstilling... hvis det da overhovedet nogensinde bliver muligt! 

 ]]></description><pubDate>Sat, 07 Apr 2007 14:21:23 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Resultater fra spørgeskemaundersøgelsen</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=8</link><description><![CDATA[  I går mandag fik vi udført lidt statistik på vores spørgeskemaer. Vi har derfor fået et par interessante tal på plads: 
 157 adspurgte hinduer, der alle studerer ved videregående uddannelser i Ahmedabad, Gujarat, Indien. Vi har mødt dem på fakulteterne St Xaviers (forskellige fag), CEPT Architecture (arkitektur og design), LD Engineering (ingeniør og IT mv), LD Pharmacy (farmaceut), LD Arts (humaniora), KS Business School (business) HL Commerce (handel). De er alle fra 18-25 år. 
 * Blandt pigerne spiser 92,5 % altid vegetarisk; kun 7,5 % spiser non-veg. 
 * Blandt fyrene spiser 80 % altid vegetarisk; 20 % spiser non-veg. 
 * Blandt de, som kommer fra familier hvor 3 generationer bor sammen, spiser 93 % altid vegetarisk; kun 7 % spiser non-veg. 
 * Blandt de, som kommer fra familier hvor kun 2 generationer bor sammen eller hvor den unge er flyttet hjemmefra og/eller alle generationer bor hver for sig, spiser 76 % vegetarisk; 24 % spiser non-veg. 
 * De unges spisevaner følger i næsten alle tilfælde forældrenes (og bedsteforældrenes). Ud af 136 generationer med vegetariske bedsteforældre, var der kun tale om 6 tilfælde, hvor bedsteforældrenes børn (altså de unges forældre) spiser kød. Ud af 135 generationer med vegetariske forældre, var der kun tale om 7 syv tilfælde, hvor forældrenes børn (altså de unge) spiser kød. 
 * I alle de 10 tilfælde, hvor far og mor har forskellige spisevaner, er det faderen, der spiser kød, og moderen, der spiser vegetarisk. 
 Disse er de væsentligste af de kvantitative iagttagelser, vi hidtil har gjort, og de bakkes også fint op af vores hidtige interviews. Det bliver spændende at komme hjem til nogle familier for at få mere indsigt i betydningen af køn samt bedsteforældrenes indflydelse. 

 ]]></description><pubDate>Tue, 03 Apr 2007 14:15:27 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>På vej mod 44 grader - imens der forhandles adgang til familierne</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=7</link><description><![CDATA[  Tiden går og temperaturen stiger. 
 I dag er vi oppe på 42 grader, og i overmorgen skulle der ifølge vejrudsigten blive ekstreme 44 grader... Aftenerne er i forhold til disse temperaturer ganske kølige, selvom temperaturen først kommer ned under 30 grader ved midnat. Ikke en sky på himlen, som sædvanlig. 
 Lørdag aften mødte Kunal (non-veg) og Amit (veg) op; begge endte med at invitere os hjem til deres respektive familier i den kommende weekend. Siden da har vi dog været inde i en form for dødvande. Vi har endnu ikke været hjemme hos én eneste af informanterne, og frustrationen begynder så småt at melde sig, for hver enkelt dag føles kostbar, når feltarbejdet varer så kort tid.  
 Vi havde en aftale i går aftes, mandag, med Bandit (ja, det hedder han altså stadig!), men så ringede han pludselig i går middags og fortalte, at hans mors veninde var blevet indlagt på hospitalet. Middagen hos dem er derfor blevet udskudt på, tilsyneladende, ubestemt tid. 
 En af vores andre familie-invitationer kom fra Sheel, men hans telefonnummer virker pludselig ikke længere, så ham kan vi ikke få fat på. 
 I det hele taget har de sidste tre døgn stået i telefonfrustrationernes tegn. Det sim-kort, vi har købt hernede, blev pludselig spærret, fordi teleselskabet Airtel ikke havde modtaget de nødvendige dokumenter, og først i dag ved middagstid fungerede mobiltelefonen atter. Man bliver pludselig klar over, hvor vigtig en del af et feltarbejde en velfungerende mobiltelefon faktisk kan være; vi føler os faktisk meget afhængige af en sådan, når vores informanter er unge studerende indere med meget foranderlige aftale-mønstre. 
 Vi troede, at vi havde en aftale med Kunal, men det viste sig, at hans familie ikke er i byen denne weekend, så også aftalen med ham (i den kommende weekend) er blevet udskudt på ubestemt tid. I den kommende weekend har vi således kun - eller måske snarere forhåbentlig - en aftale med Pankaj og en med Amit, men så længe de ikke er bekræftede, kan vi nok ikke føle os helt sikre, og selv når de bekræftes, kan de jo ændres... Det er som om, at alle vores informanter enten 
 - er meget uheldige mht sygdom i familien o.l. 
 - har lige så tætpakkede kalendere som danskere 
 - undgår os (...) 
 Det sidste vil vi helst ikke tro, og vi har da heller ikke nogen grund til at tro det, eftersom de pågældende informanter har været meget positive, venlige og interesserede. 
 Pigerne er dog et kapitel for sig - det er stadig uklart, om vi overhovedet kommer til at møde flere kvindelige studerende end Kruti. Især når man tager i betragtning, at hendes opførsel var så snobbet, at det var utroligt nok, at hun overhovedet dukkede op. En eventuel joker er Megha, som ikke har tid, før hendes eksamen er overstået om en uges tid, men hun har til gengæld været meget sød og imødekommende, så vi håber det bedste. 
 For at udfylde ventetiden har vi kontaktet yderligere et par stykker af de, der havde udfyldt vores spørgeskema, og vi har desuden kontaktet nogle af de informanter, der ikke havde inviteret os hjem til familien. I aften regner vi med at spise ude med en fyr ved navn Vaghela og måske en af hans venner, og i morgen har vi måske en frokostaftale med nogle piger. Derudover ser alt meget usikkert ud...  
 - men vi har trods alt stadig godt 2 uger, så mon ikke tingene falder på plads... spørgsmålet er bare, hvor mange vi kommer hjem til, hvor mange gange og hvor længe. Eftersom det egentlig var tænkt som den centrale del af vores feltarbejde, er det frustrerende, at vi endnu ikke er kommet rigtig i gang med denne del af undersøgelsen. 
 Oveni dette er vores lille gruppe så omsider (før eller siden sker den slags jo i Indien) blevet ramt af sygdom. Helle ligger i sengen; Margrethe har det stadig fint, men maven er vist endnu ikke helt tilvænnet den indiske mad. Jeg krydser fingre for, at min mave holder stand - indtil nu har der stort set ikke været andet at bemærke end rendyrket gastronomisk nydelse!   
 Men så længe solen skinner (dog forudsat at temperaturerne behersker sig), så er himlen blå - og så længe maden er så fantastisk, er jeg optimistisk! I forgårs fandt vi langs en central avenue adskillige internationale restauranter, alle 100 % vegetariske - den italienske, som vi valgte, importerede endda adskillige råvarer. 20 kroner for en perfekt omgang pasta og 15 kroner for en perfekt bruschetta er helt sindssvagt dyrt efter indiske forhold - men hold da op, hvor smagte det skønt! Hvis fremtidsforskerne i The Economist (i en artikel sidste år) får ret mht at kød om 50 år overalt i verden vil være en luksus, der kun indtages ved særlige lejligheder, så er ovennævnte avenue vel et meget godt bud på, hvordan verden ser ud til den tid. Indisk kultur er måske ikke så tilbagestående, som det ofte antages - måske er man tværtimod langt foran resten af verden på dette punkt. 
 At en af restauranterne, vi kom forbi på vejen, hed "New Yorker" og havde en grotesk stor kopi af frihedsgudinden stående udenfor - og indenfor en tjener med et slips i det amerikanske flags farver -var umiddelbart et nærmest perverst syn... men det forekommer meningsfuldt at skelne imellem form og indhold. For selvom retterne var internationale, så må det siges at være amerikansk kultur, der har indgået det største kompromis: Indholdet i retterne var nemlig veg, veg og atter veg!   

 ]]></description><pubDate>Tue, 03 Apr 2007 13:44:08 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Fra gal til normal</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=6</link><description><![CDATA[  OVERSKRIFTEN HER henviser til den udvikling, som informanten Pankaj har gennemgået i vores bevidsthed i løbet af de sidste par dage.  
 Torsdag aften tog jeg en autorickshaw ud til Vastrapur Lake, hvor jeg skulle møde en lokal ung mand, Keyur, der havde anbefalet os at læse en specialeopgave om fødevareindustrien i Ahmedabad. Jeg havde i forvejen sendt ham en sms om, at jeg var på vej, men da jeg nåede frem, blev jeg spurgt om hvorfor jeg havde sendt ham en besked med en masse mærkelige tegn.... ups... historien med den "gale" informant Pankaj blev pludselig drejet 180 grader. Keyur gættede på, at det måske var et problem med to forskellige typer mobiltelefoner, GSM og CDMA, og vi afprøvede det ved at lade mig sende en besked til ham og hans venner, der også var til stede, og det blev tydeligt, at beskeder fra vores GSM-telefon til deres GSM-telefoner ikke var et problem, hvorimod beskeder til deres CDMA-telefoner ikke kunne læses. Eftersom det normalt ikke er et problem at sende beskeder imellem forskellige telefontyper, må det skyldes, at vores (Helles) GSM-telefon er meget gammel. 
 Nå, pludselig blev det klart, hvorfor Pankaj for nogle dage siden havde sendt mere og mere fortvivlede og vrede beskeder til os, for hver eneste gang han havde sendt en sådan besked, var mit venlige og udførlige svar blevet oversat til volapyk, der blot frustrerede ham endnu mere. Da Helle og Margrethe på et tidspunkt, for nogle dage siden, sagde til mig, at det blot forværrede situationen, at jeg blev ved med at skrive til Pankaj, og at jeg i stedet skulle ignorere ham - da havde de sådan set ret, bare på en anden måde, end vi kunne vide. Hans beskeder blev ikke mere og mere syrede på grund af, at han var sindssyg - men fordi vi sendte håbløse beskeder som svar på alt, hvad han skrev... inklusive hans venlige invitation til at vise os rundt i byen. 
 Keyur forklarede endvidere, at vi kunne genkende mobiltyperne på telefonnummeret; kun numre med 92 og 93 som de første cifre var CDMA-telefoner, og efter en hurtig gennemgang af vores informanters telefonnumre kunne vi konkludere, at vi kun havde to informanter med et af disse numre, og den anden havde vi allerede mødt (på trods af at vi må have sendt ham en meningsløs sms... som han åbenbart valgte at ignorere). 
 Fredag formiddag var så tid til at bide hovedet af al skam og ringe til Pankaj, undskylde misforståelsen og høre, om han stadig kunne komme til den frokostaftale, vi havde med ham lørdag. Han havde først lidt svært ved at forstå det, men det faldt på plads, og vi har netop nu, lørdag eftermiddag, afsluttet vores frokostmøde med ham.  
 Han var meget genert og sagde direkte, at han var nervøs; han havde aldrig nogensinde før mødt en udlænding, bortset fra nogle af de klassiske "What-is-your-name?"-håndtryk - som vi overalt overfaldes med. 
 Pankaj spiser kød, men kun sjældent, og hjemme hos mor spises der kun vegetarisk. Hans far spiste non-veg men lever ikke længere. Pankajs bror spiser også non-veg, hvorimod hans to søstre begge spiser vegetarisk. Den yngste søster har en enkelt gang prøvet at spise non-veg, men har aldrig siden rørt det. 
 Moderen har sagt, at Pankaj må spise, hvad han vil, bare ikke i hjemmet. Når Pankaj spiser kød, er det derfor ude, sammen med vennerne, men det er ikke særlig tit - oftest spiser de vegetarisk og altid på indiske fast food-restauranter; aldrig vestlige fast food-kæder. 
 Pankaj var i øvrigt meget tilbageholdende, han ville ikke bestille noget mad, og kun hårdt presset bestilte han en chokolade-milkshake (!). Måske fordi ZK er for dyr til at han vil være det bekendt (eftersom vi betaler regningen) – måske pga nervøsitet og usikkerhed overfor os. Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om vores sms-misforståelser spiller en rolle... nogle af hans beskeder var jo temmelig frustrerede. Han var i dag tydeligvis usikker på, hvordan han skulle opføre sig overfor os, og måske er det den samme usikkerhed, der kom til udtryk i hans reaktion på vores ulæselige sms-beskeder – for han kunne vel have tænkt sig til, at det var en fejl med telefonerne? Men hmm, det kunne vi vel også have tænkt os til, hvis det er så let at tænke sig til den slags ting!   
 Pankaj var, ligesom alle de andre vi har mødt indtil nu, en interessant informant, og det lykkedes os at få endnu en invitation i hus – når/hvis hans mor giver grønt lys, skal vi hjem og besøge ham, sandsynligvis til frokost på søndag om en uge. 
 EN HELT ANDEN TYPE INFORMANT VAR KRUTI – den første pige vi har mødt over et måltid. Oprindelig skulle både hun og veninden Nikita være kommet til aftensmad på restaurant ZK, men midt på dagen ringede hun og sagde, at hun hellere ville mødes et andet sted. Da vi ringede til Nikita, fik vi at vide, at hun ikke havde det så godt og derfor ikke kunne (ville?) komme. Vi var derfor spændte på, om Kruti overhovedet ville komme, men hun gav os adressen på Restaurant Sankalp, hvor hun sagde, at hun ville møde os med en af sine venner. Vi troede, at det var en pige-ven, hun ville tage med, men det viste sig i stedet at være en fyr. Forresten havde vi egentlig planlagt, at også informanten Kunalchand skulle komme fredag aften, men hendes reaktion på denne plan var utvetydig: ”If strange man is coming, I am not coming!” Heldigvis udviste Kunalchand fleksibilitet, og det er planen, at vi skal mødes med ham i aften, lørdag. 
 Hun gav hånden til Helle og Margrethe, men ikke til mig – men herregud, det var da trods alt bedre end slet ikke at måtte være til stede, når man nu sådan set er en for hende ”strange man”. Der er åbenbart forskel på fremmede indere og fremmede udlændinge...? 
 Det var en fremragende restaurant, Kruti havde valgt, dét må siges... fantastisk lækre sydindiske dosaer (fyldte pandekager med kokosnøddechutney som tilbehør) og dahi vada (doughnuts-lignende, krydrede tingester med forskellige dips til). 
 Kruti var lidt af en oplevelse, ærlig talt. 18 år gammel, vegetar, ja faktisk meget ”strict vegetarian”, idet hun hverken spiste æg, løg eller hvidløg – det med løg og hvidløg er normalt noget der hører under jainismen, ikke hinduismen, men en del hinduer fravælger også løg, og hun var altså en af dem. 
 Hun fortalte, at de i hendes familie boede 14 mennesker under samme tag; alle var vegetarer, uden undtagelse. Hun gav i det hele taget udtryk for en meget snobbet, hvis ikke decideret møgforkælet, holdning til os, sig selv og andre mennesker. Hun kunne ikke drømme om at rejse til udlandet, for dér levede folk ikke sammen med deres familie og passede ikke på hinanden. Desuden mente hun, at i udlandet går alting ”too fast”. Indien var det bedste sted i verden, og det havde de af hendes bekendte, der havde været i udlandet, også givet klart udtryk for. Hvorfor skulle hun rejse til udlandet, når hendes familie tog sig af hende hér? Familien bestemte, hvad hun måtte spise; familien bestemte, hvem hun skulle giftes med – kort sagt: Familien vidste, hvad der var bedst for hende. Det var egentlig pudsigt, så selvsikker hun fremstod, når nu hendes forældre besluttede alt for hende...!?   
 Da jeg indledningsvis forklarede, hvorfor vi havde inviteret hende til en restaurant med både veg og non-veg (= for at der var valgmuligheder for alle), var hendes reaktion en klar understregning af, at hun aldrig – aldrig – ville spise et sted, hvor der også blev serveret non-veg. Vi fik desuden udførligt forklaret, hvor forkert det er at spise kød. At man ikke skal tage liv. Hendes retoriske spørgsmål lød: Når man kan spise vegetarisk, hvorfor så fratage dyr deres liv? Mine personlige følelser i forhold til hendes argumenter var noget ambivalente. For set fra mit synspunkt var det meget smukt og rigtigt, det hun sagde – men åh, hvor var det dog uselvstændigt, ureflekteret og nærmest maskineagtigt fremført. Hun forekom stærkt indoktrineret. Først påstod hun, at ingen hinduer spiser kød; det rettede hun så til 1 % af alle hinduer; for sidenhen at sige, at hinduer, der spiser kød, ikke er gode hinduer. Hvad der var påståelighed, hvad der var uvidenhed, og hvad der var indoktrinering, er svært at vurdere, men spændende var hun bestemt... En af de interessante ting for vores studie er, om der er en form for snobberi, baseret på resterne af kaste-systemet, eller baseret på den klassiske skelnen imellem ren (veg) og uren (non-veg). Mødet med Kruti bekræftede, at fænomenet i hvert fald findes – til gengæld kan man så sige, at alle de andre, vi har mødt, har haft venner på tværs af spisevaner og generelt været godmodige mht andres spisevaner. Om Kruti er et særtilfælde, eller måske repræsentativ for mange indiske kvinders syn på mad, ville være ganske spændende at få afklaret. I første omgang må vi dog håbe på, at det overhovedet vil lykkes at komme til at møde flere piger. Hvis alt går vel, dukker Deepa op i aften - hvis det da ikke er et problem, at vi også har inviteret 1-2 lokale fyre...? Hun er dog selv non-veg, så måske dét er en afgørende forskel? 
 En gennemgang af spørgeskemaerne viser i øvrigt en meget tydelig kønsforskel: Ca. 9 % af de kvindelige informanter spiser non-veg i en eller anden grad; det samme tal er for de mandlige informanter ca. 24 %...! Hvad angår informanternes forældre, så er det kun cirka 10 mødre ud af 155, der spiser non-veg, og i alle tilfældene er der tale om familier, hvor også fædrene spiser non-veg. Blandt fædrene er det derimod cirka 25 ud af 155, der spiser non-veg. For alle de kvindelige informanter, der spiser kød, er der tale om, at begge deres forældre spiser kød. Kort sagt: Køn spiller tilsyneladende en stor rolle: Faderen spiller en stor rolle for hele familiens spisevaner; moderen spiller en stor rolle for pigernes spisevaner. 
 I mangel af statistikprogrammet SPSS sidder jeg selv og leger SPSS – det er ret tidskrævende og svært at overskue de mange spørgeskemaer; det er derfor kun visse af tallene, vi på nuværende tidspunkt har et overblik over, resten bliver først når vi kommer hjem til Danmark. Jeg er dog i gang med endnu en optælling, der kredser om betydningen af at have bedsteforældrene boende – er der et mønster i den måde, hhv. 2- og 3-generationers familier spiser på? 
 Krutis medbragte ven var meget tavs; han var vist mere vagthund end informant. Alt handlede tydeligvis om Kruti, og hun nød det vist. Det må i hvert fald være en god forklaring på hvorfor hun, når hun nu ikke var interesseret i udlandet og udlændinge, overhovedet havde valgt at sige ja til at mødes med os. Hun fik lov til at være i centrum i et par timer. Hun var forresten overbevist om, at hun ville kunne omvende Margrethe til vegetarisme, for det var tidligere lykkedes for hende at påvirke andre folks spisevaner. Da hun fik at vide, at jeg er vegetar, kommenterede hun bl.a., at en kristen, som spiser vegetarisk, er bedre end en hindu, som spiser kød.  
 Utroligt nok kan det måske være, at vi bliver inviteret hjem til hendes familie. Vi tør ikke håbe på for meget i skrivende stund, men hun sagde, at hun ville spørge sine forældre. 
 HIMANSHU OG MIHIR bør også lige nævnes. Vi spiste frokost med dem fredag middag. De var meget venlige, men lidt tilbageholdende. 
 Himanshu spiser kød, men kun hjemme – aldrig ude. Og han foretrækker vegetarisk mad. Moderen er vegetar, men tilbereder non-veg til faderen og Himanshu. Moderens familie er rent vegetarisk, faderens familie er derimod non-veg. Himanshus bror er også non-veg.  
 Mihir, som er Himanshus ven, og som vi ved et tilfælde havde inviteret denne dag, er vegetar, og det samme er hele hans familie. Han kan ikke forestille sig at spise andet. En fremtidig kone må godt være non-veg, blot hun laver vegetarisk mad til ham. Det er dog ikke et aktuelt problem, eftersom hans forældre arrangerer ægteskabet for ham. 
 De fremhævede betydningen af årstider – når det er varmt, er det ikke godt at spise non-veg, men derimod bedst at spise lette gujarati snacks eller sydindisk. Når det er koldt (efter indiske forhold...) så er det mere normalt at spise kød. Men det er altså kun Himanshu, der praktiserer det. 
 I AFTEN har vi så den foreløbigt sidste aftale. Måske dukker der hele 4 informanter op; måske er der igen afbud; til dagens forkost med Pankaj fik vi jo desværre afbud fra både Amol (som havde ”sociale problemer” i familien) og Hitesh (der har for travlt med eksamen men meget gerne vil møde os om en uge).  
 Eftersom vores informanter er så utroligt forskellige, er det foreløbig svært at konkludere meget andet end at... de er forskellige. Det bagvedliggende mønster er dog, at familien betyder rigtig meget, og det samme gør køn. Det bliver spændende at se, hvordan vi i de sidste 17 dage kan kvalificere og uddybe disse iagttagelser, når vi kommer på besøg hos nogle af informanternes familier. 

 ]]></description><pubDate>Sat, 31 Mar 2007 12:54:36 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Endnu et interview vel overstået</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=5</link><description><![CDATA[  I går onsdag troede vi egentlig, at vi havde fri, fordi Sheel, som vi havde en frokostaftale med, havde aflyst dagens aftale, fordi han skulle til eksamen. Men der var åbenbart tale om en misforståelse, for imens Helle og Margrethe sad på en internetcafé, og jeg var midt i et frokostmåltid på den fantastiske udendørs Gujarati restaurant "Green House", ringede han pludselig på mobiltelefonen, som jeg havde, og sagde, at han stod og ventede på os udenfor ZK Restaurant. Hmm... jeg fik travlt med at sluge de sidste mundfulde mad og satte i skarpt trav kursen mod internetcafeen. Jeg valgte bevidst det modsatte fortov, i forhold til hvor jeg forventede, at Sheel ville vente på os, men sørme om han ikke stod lige dér, hvor jeg kom drønende forbi, og greb fat venligt fat i mig. 
 Så op og hente Helle og Margrethe, der var lige så lidt forberedte som jeg på at møde en informant nu. Men det ville jo være både synd og uhøfligt at afvise Sheel, så vi gik på ZK, hvor jeg fik dagens andet frokostmåltid! 
 Helle havde det skidt, men måske var det meget godt, at vi ikke var hele 3 studerende overfor én informant; selv med kun jeg og Margrethe tilstede var det i begyndelsen mere et forhør eller et formelt interview, end det var et afslappet, uformelt møde over en frokost. Sheel var dog sød, smilende og høflig, og han viste sig at være en ganske spændende informant. 
 I første omgang fortalte han om, hvordan han og familien altid spiste vegetarisk både morgen, middag og aften, og at han altid spiste hjemme, også frokost, og at han kun spiste ude med familien af og til. 
 Men i løbet af samtalen blev det så afsløret, at familien spiste kød én dag om ugen, ofte søndag. Hvorfor blev vi aldrig klogere på. Men i det hele taget spiste hans familie kun kød derhjemme, denne ene dag om ugen - aldrig ude i byen. 
 Senere fortalte han så, at han udover de nævnte måltider spiste fastfood. Vi troede først, at det var typiske gujarati snacks, men det viste sig i stedet at være vestlig fastfood, ja faktisk var favoritten McDonalds, som han og vennerne spiste på 3-4 gange om ugen!  
 Men...men...men... de spiste KUN vegetarisk på McDonalds - aldrig kød! 
 I løbet af samtalen blev vi heldigvis inviteret hjem for at besøge hans familie... det bliver spændende at få en større forståelse af disse - for os - noget mystiske madvane-mønstre...! 

 ]]></description><pubDate>Thu, 29 Mar 2007 10:20:12 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Succes med første gruppeinterview</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=4</link><description><![CDATA[  For en time sluttede vores første gruppeinterview - eller rettere en uformel snak om lidt af hvert med et antal udvalgte informanter - på en af byens lidt finere restauranter, der serverer både vegetarisk og ikke-vegetarisk. 
 Vi havde set frem til det med spænding og nervøsitet, ikke mindst fordi vi i løbet af søndag og mandag havde haft noget af en udfordring med at få arrangeret disse møder. 
 De første potentielle informanter, som vi ringede til, var generelt meget positive og interesserede, og de sagde, at vi kunne mødes med dem "anytime". I praksis viste det sig dog at være knap så let, fordi de enten havde andre aftaler eller eksamen - eller fordi de pludselig ønskede at tage en eller flere af deres venner med til mødet.  
 Vi ønskede ikke, at der skulle komme andre, end lige netop dem, vi selv havde udvalgt, og dette var der flere grunde til: Vi ønskede små grupper; vi ønskede ikke at de skulle kende hinanden på forhånd; pga begrænset tid ønskede vi kun at bruge tid på dem, der interesserede os; og endelig ønskede vi at se netop de udvalgte informanters interaktion. Derfor forsøgte vi at holde en nogenlunde hård linje overfor de informanter, der udtrykte ønske om at tage en eller flere af deres kammerater med. 
 Det vil gå for vidt at fortælle alle detaljerne med hensyn til planlægningen, men det var absolut ikke let, og flere af vores foretrukne informanter viste sig i praksis umulige at mødes med. Mange af disse er desværre piger, men vi krydser stadig fingre for, at det lykkes at mødes med nogle piger, så studiet ikke kun bliver om unge fyre. Eftersom der i vores spørgeskemaundersøgelse er en ganske klar forskel på kønnene, vil det være ærgerligt, hvis ikke vi også får lært nogle af pigerne bedre at kende. Kønsforskellen ses til dels i informanternes egne svar; til dels i deres forældres foretrukne mad - der er mange mødre, som er vegetarer, hvorimod fædrene foretrækker non-veg mad. 
 Visse af de studerende, vi ringede til, lavede tilsyneladende telefonfis med os, bl.a. ved at lade telefonen gå på omgang imellem en række fyre i en vennegruppe. Ret irriterende oplevelse. 
 Andre kunne simpelthen ikke forstå engelsk, eller også fik vi fat i deres forældre, eller i nogle personer, som slet ikke kendte den pågældende person, der havde udfyldt spørgeskemaet. 
 I flere tilfælde var der også tale om endeløse misforståelser i forhold til hvornår de havde tid til at mødes med os. 
 Efter at have fået syv helt sikre aftaler i hus søndag, med en del mulige aftaler om en uge, når nogle eksamener er overstået, og med en del studerende, som vi stadig afventer svar fra, besluttede vi mandag at tage hul på bunken med næsten brugbare profiler samt bunkerne med studerende, der kommer fra familier, der er 100 % vegetar-familier. Denne bunke spørgeskemaer udgjorde klart den største gruppe og er derfor også meget relevant i forhold til vores projekt, eftersom det er interessant at finde ud af, hvor skarpt grænsen for disse vegetarer er optrukket – er det utænkeligt at spise kød? Og i så fald hvorfor? 
 Vi har stadig en del informanter, der kommer fra familier, hvor de enkelte familiemedlemmer har forskellige spisevaner, og selvom det var de blandede familier, der var vores oprindelige udgangspunkt, så er det måske nærmest en fordel, at vi ender med også at inddrage nogle unge fra familier, der er 100 % vegetarer – i et forsøg på at finde ud af, hvor grænsen går, hvem der sætter grænsen, og hvilke grænser der er i hvilke sammenhænge. 
 En af vores potentielle informanter, Pankaj, viste sig at blive et temmelig syret bekendtskab, og i skrivende stund håber vi vist egentlig på, at han ikke dukker op til det møde, vi ellers har aftalt med ham og to andre på lørdag. Efter i første omgang at være noget tilbageholdende og forsigtig, bl.a. sendte han bekymrede smser om sit engelskniveau og om det var muligt at tage to venner med. Efter et par beroligende smser fra mig, fik vi så en besked om, at han glædede sig til at møde os, og senere på eftermiddagen sendte han en række kæde-smser med vittigheder. Ud på aftenen modtog vi så en besked om, at han gerne ville vise os byen på sin fridag tirsdag, og at han gerne ville hjælpe os med at lære den lokale kultur at kende. Eftersom vi på det tidspunkt troede, at vi havde en frokostaftale med nogle andre studerende og i øvrigt var trætte og trængte til lidt mere luft i kalenderen, afslog vi høfligt hans invitation, med en bemærkning om at vi håbede, at hans tilbud stadig stod ved magt ugen efter. Den næste sms fra ham var meget mystisk, og fra det øjeblik er al kommunikation med ham kørt helt af sporet. Der er to mulige forklaringer (evt tre): Enten er han psykisk syg – eller også har han modtaget en form for virus eller lignende fra vores mobiltelefon og er en hidsigprop. Den tredje eventuelle forklaring – at der skulle være tale om en misforståelse kombineret med at han måske blev fornærmet over vores afslag på hans venlige invitation – er ikke længere særlig sandsynlig. Han har nemlig sendt en række mere eller mindre vanvittige beskeder i løbet af de sidste par dage, bl.a. hånlige bemærkninger om Danmark og meningsløst vrede udfald om ingenting. F.eks. beskeder om at han ikke troede på at jeg var den jeg var, og det fik ham bl.a. til at begynde at skrive beskeder på hindi – disse var dog (pudsigt nok) venlige og helt normale (vores kontaktperson Ajit oversatte for os). Ind imellem disse kom der så nogle flere vittigheds-kæde-smser, på engelsk, og så omsider et par korte beskeder om, at vi skulle ringe til ham øjeblikkeligt. Eftersom jeg i flere omgange havde forsøgt at forklare ham den eventuelle misforståelse, og tilmed sendt ham en uddybende email, valgte vi til sidst at ignorere ham totalt; han virker ærlig talt psykisk ustabil. Skizofren, måske? Han ville egentlig være et meget spændende studie – tænk blot på Oscar fra Caribien, kære antro-venner, der læser dette – men eftersom vi jo altså ikke studerer psykisk ustabile outsidere men indisk madkultur, lod jeg mig til sidst overtale af Helle og Margrethe til at stoppe med at svare et menneske, der tydeligvis ikke fortjente at få svar. Måske lavede han bare telefonfis, men spøgen forekom nu altså til tider ret grov. 
 Nå, en sidehistorie, der burde give et meget godt billede af, at vi må siges at have fået kontakt til en række meget forskellige indere med meget forskellige baggrunde. Generelt kommer de fra middelklassen, øvre middelklasse og måske et par stykker fra overklassen, så selvfølgelig har vi ikke den meget store gruppe fra den lave middelklasse og de fattige med i undersøgelsen, men til gengæld har de enkelte informanter meget forskellige baggrunde, og hvis der er ændringer undervejs i Indiens madkultur, skal de med stor sandsynlighed findes blandt disse mennesker. 
 Jeg kunne blive ved og ved med at skrive, for processen med at udvælge og få fat på informanter har faktisk været ganske langvarig, intens og forvirrende, men lad mig opsummere situationen, som den er nu: Vi har nu 12-13 helt konkrete aftaler med unge studerende, som vi skal ud at spise med i løbet af den kommende uge. Dertil kommer yderligere en håndfuld potentielle informanter, der først kan fra næste uge og frem. Af de 13 informanter er der 4 piger og 9 fyre; alle pigerne er dog vegetarer fra rene vegetar-familier, så vi arbejder stadig på at finde nogle afvigere fra dette mønster. 6 af informanterne er selv vegetarer, 7 af dem er ikke-vegetarer. I 6 af informanteres familier spiser resten af familien vegetarisk, imens 7 af dem har enten blandede madvaner eller er ikke-vegetarer. De 13 studerer til hhv ingeniør, indendørs-designer og farmaceut samt forskellige former for handels- og businessuddannelser. Deres fædre arbejder for halvdelens vedkommende indenfor ”business” (en kategori vi skal have udforsket nærmere); dertil en ingeniør, et par stykker indenfor servicesektoren og en enkelt bank-manager. De er alle fra 18-23 år gamle. 
 Og nu til aftenens gruppeinterview. Vi havde en aftale med Dhaval på 23 (som studerer indendørs-design), Jayesh på 20 (som læser til ingeniør) og Dinesh på 20 (som læser til farmaceut) – klokken 19.00 på ”ZK Restaurant”. Dinesh havde i går, mandag, sendt en sms og spurgt, om ikke han måtte medbringe to af sine venner, og vi havde svaret, at det ikke var så godt, fordi vi så ville blive for mange, og vi spurgte, om det var ok. Vi fik aldrig svar på dette spørgsmål, og vi var derfor, som ovenfor nævnt, meget spændte på, om han – såvel som de andre studerende – overhovedet ville dukke op, og ikke mindst hvornår de ville dukke op...! Det begyndte dog fint; Dinesh kom nogle få minutter over syv, han var smilende og venlig, dog lidt genert, måske nervøs. Han fortalte, at han tidligere på dagen havde snakket med sin ven Jayesh, som også skulle mødes med os; det var lidt af en overraskelse, for vi vidste bestemt ikke, at de var venner. Nå, tænke vi, måske ville det få dem til at føle sig bedre tilpas, at de så var to, som kendte hinanden. Et sådant tilfælde – i en by med 4,5 millioner indbyggere – er jo lidt svært at gardere sig imod  . Og i øvrigt havde de ret forskellige profiler, så det gjorde ikke så meget, at de kendte hinanden. 
 Tyve minutter senere dukkede Jayesh så op – med en ven (fælles ven med Dinesh) ved navn Jatin. Han havde også udfyldt et spørgeskema, og vi havde ifølge ham forsøgt at ringe til ham dagen før... Ja, ja, sådan kan det altså gå. Vi stod pludselig med en ekstra informant; på en måde en luksus, men samtidig ikke helt optimalt, for hvor mange kan man interviewe på én gang? I mellemtiden havde Dhaval ringet og sagt, at han var på vej men ville have en ven med, og det var svært at afvise, for Dhavals profil lød meget spændende. Da alle omsider var nået frem, da var klokken henved 19.45, var vi derfor pludselig 3 antropologistuderende og 5 informanter... lige i overkanten. 
 Det følgende uformelle interview var derfor svært at overskue, og gruppens samtale knækkede derfor flere gang over i to adskilte samtaler. Det var bestemt ikke efter planen, men stemningen var god, og samtalen flød så fint, at vi accepterede det. Og i det mindste fulgte vi da den plan, vi på forhånd havde lagt, for hvilke emner, vi gerne ville tale med dem om. Vi fik derfor alle de informationer, vi havde brug for, samtidig med at samtalen var uformel og hyggelig. 
 En af aftenens bedste overraskelser var Dhavals ven Bandit (ja, det hedder han, og det er ikke et engelsk-inspireret navn!  ). Han var meget snakkesalig og åben, og hans profil matchede lige det, vi ledte efter – han var endda meget hurtig til at invitere os hjem til ham, idet han mente, at vi som en del af vores studie helt klart burde besøge en indisk familie. Fantastisk! Dhaval var lidt mere tilbageholdende, på en måde kølig, og dog måske bare afslappet; vi er ikke helt sikre på, om han inviterede os direkte, men han var i hvert fald snakkesalig, dannet og intelligent. Han havde et temmelig dyrt udseende kamera med og holdt tydeligvis af at fotografere. Dhaval og Bandit delte en kyllinge-gryderet – spændende nok kommer Dhaval fra et hjem, hvor der kun spises vegetarisk, og Bandit fra et hjem, hvor den kødspisende far ikke længere lever, og hvor moderen er vegetar og kun laver vegetarisk mad. 
 Dinesh var hele aftenen igennem meget høflig og venlig, ja faktisk et meget behageligt bekendtskab. På en måde føltes det som om, at han kom fra en fin familie, og de var da også alle sammen 100 % vegetarer. Han betroede os dog, at han spiste æg, når han gik ud, og at hans forældre ikke vidste besked om dette! (Æg befinder sig lige på grænsen for de fleste vegetarer her i Indien). Der var noget på en måde genert over ham... han ville kun spise en vegetar-sandwich og ikke rigtig indisk mad... men måske var det bare en særlig mildhed eller høflighed... for han inviterede os sørme hjem til familien...! Super.  
 Jayesh og Jatin kom ikke så meget til orde; 5 var altså lige lidt for mange på én gang. De fik dog alligevel fortalt stort set alt det, vi ville vide om dem. Og interessant nok fastede de netop her til aften, idet det i dag er en særlig indisk helligdag. De fortalte dog, at de normalt elskede den type mad, der blev serveret på ZK Restaurant, så det var egentlig synd, at vi skulle mødes med dem netop i aften. De gik ret tidligt, fordi de skulle hjem og bryde fasten sammen med familien. Jatin drak en milkshake med is, selvom han havde fortalt, at man kun må drikke juice under fasten... om milkshakens flydende egenskab gjorde den acceptabel, på lige fod med væske, eller om Jatin brød fasten en anelse for at være selskabelig, er et godt spørgsmål...? Vi nåede ikke frem til nogle konkrete aftaler med Jayesh eller Jatin, men det er ikke usandsynligt, at vi mødes med dem igen. 
 I første omgang har vi dog en del andre gruppemåltider på programmet; i morgen til frokost tyder noget på, at fyren Sheel bliver den eneste, der møder op, for vi har vist misforstået pigen Gupta, der skal til eksamen på det tidspunkt. Forhåbentlig kan vi mødes med hende en anden dag; om vi udsætter mødet med Sheel, ser vi på i morgen. På fredag har vi aftaler med fem og på lørdag med tre. (Hvis vi fraregner ham den småskøre Pankaj). 
 Nok for nu – men sikke en god aften, vi er nu super optimistiske, både med hensyn til at få adgang til en håndfuld familier OG med hensyn til det overordnede projekt! 

 ]]></description><pubDate>Tue, 27 Mar 2007 20:48:48 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item><item><title>Aftaler med udvalgte informanter ved at falde paa plads</title><link>http://iloapp.runechristoffer.dk/blog/antroblog?Home&amp;post=3</link><description><![CDATA[  Efter at have gennemset de i alt 176 anvendelige spoergeskemaer, som der viste sig at vaere, endte antallet af potentielle informanter (i forhold til vores kriterier for baggrund etc) paa 17. Heraf er yderligere et par stykker faldet fra, fordi det ikke har vaeret muligt at faa en aftale paa plads med dem. For den enes vedkommende fordi vi kun havde faaet et hjemmenummer, hvor dem, der tog telefonen, ikke talte engelsk, og tilsyneladende ikke ville kendes ved navnet paa den pige, vi efterspurgte. For en andens vedkommende fordi han ikke havde tid, foer eksamensperioden er overstaaet om godt og vel 2 uger. 
 Det overordnede billede ser dog rigtig fornuftigt ud. Vi har allerede 8 informanter, der alle gerne vil moedes med os, og vi afventer derudover svar fra yderligere en haandfuld, saa hvis de alle dukker op til de endelige aftaler, vi laver med dem i loebet af i dag og i morgen, saa lykkes det sandsynligvis at komme ud at spise med 10-12 informanter, hvilket netop var vores oprindelige plan. 
 Oprindeligt havde vi planlagt at spise med dem i grupper paa 5-6, men vi har af indlysende grunde ombesluttet os. Vi vil forsoege at sammensaette smaa grupper paa 2-3 studerende, saa vi faar mere tid, overblik og overskud til at faa nogle brugbare informationer ud af moederne med informanterne. Hvis vi er 3 antropologistuderende pr. 2-3 indiske studerende er der ogsaa stoerre chance for, at samtalen kommer til at handle om inderne - og ikke om os, hvilket nok ville komme til at fylde lidt for meget, hvis vi havde vaeret tre mod seks!   For nysgerrige er flere af dem ganske tydeligt. Selv 3 mod 3 kan vi nok ikke komme udenom at skulle snakke en hel del om os selv og Danmark - men det er jo ogsaa en udemaerket maade at vaekke tillid paa. 
 Hele den kommende uge er sat af til gruppeinterviews med informanterne; efter i foerste omgang at spise med dem paa en indisk restaurant (med baade veg og non-veg) haaber vi paa ogsaa at faa tid til at tage med dem paa en moderne fast-food restaurant, helst en vestlig kaede a la McDonalds. 
 Vi krydser fingre for, at vi ogsaa faar de sidste aftaler i hus!  

 ]]></description><pubDate>Sun, 25 Mar 2007 16:01:52 +0200</pubDate><category>Feltarbejde</category></item></channel>
</rss>
